Fur-tur i pinsen 2005

Vi fik samlet det meste af familien: Børn, svigerbørn og børnebørn, til nogle dejlige dage på øen Fur i Limfjorden.
Man kommer til øen fra Salling med den lille færge "Sleipner-Fur," som nok kan prale med at have landets hurtigste overfart, ca. 4 minutter.

Fur er en helt særlig oplevelse, for den er på få kvadratkilometer så afvekslende, at landskabet næppe findes tilsvarende andre steder i landet.

Det særprægede landskab er dels formet af indlandsisens tilbagetrækning og dels af vulkanudbrud i fortiden.
Dette giver nogle helt særlige bakkedannelser og vulkanske aflejringer i de stejle skrænter.
Jorden er meget næringsrig, og der vokser mange specielle blomster på øen.

På den nordlige del af øen kan man bl.a. se nogle dramatiske slugter benævnt Langstedhuller, og her, såvel som over det meste af øen, kan man køre tæt til ad støvede jordveje.
Du kan læse meget mere om Fur og Salling på Fursund Turistforenings hjemmeside

På Fur finder man moler. Denne specielle ler-art findes kun få steder i verden, så derfor har man fået tilladelse til at udvinde dette råstof og forarbejde det til bl.a. ildfaste sten.
Når en udgravning er færdig, skal terrænet renoveres, så det hurtigt kan få et "naturligt" udseende igen.

Vores ophold blev booket via Karl Ejnar Booking ca. 5 måneder før.
Det var lige alt det, at der var plads, for Råkilde Camping er meget søgt. Det er nu også meget andet end en campingplads: Der er hytter, lejrskole og familierum man også kan booke. Vi bookede tre familierum og et stort fællesrum som gav fin plads til os 9 voksne og 4 børn. Desuden kunne vi - efter behov - bruge terrassen og plænerne, samt det store legeareal.
Vi brugte nu mest tid på at gå eller køre ture rundt på øen for at opleve dette særlige sted.


tilbage til forsiden